|
Vedtægter
for
Drøsselbjerg Strands Vandværk AmbA
§ 1 - Navn og hjemsted.
Selskabet er et andelsselskab, hvis navn er Drøsselbjerg Strands Vandværk
AmbA,
stiftet den 10. september 1966.
Selskabet har hjemsted i Kalundborg Kommune.
§ 2 - Formål.
Selskabets formål er i overensstemmelse med den til enhver tid gældende
vandforsyningslov og det for vandværket fastsatte regulativ at forsyne
ejendomme inden for vandværkets forsyningsområde med godt og tilstrækkeligt
vand samt at varetage medlemmernes fælles interesser i
vandforsyningsspørgsmål samt deraf afledte forhold.
§ 3 - Medlemmer.
Enhver, der har tinglyst adkomst til fast ejendom i forsyningsområdet, kan
blive medlem af selskabet.
For ejendomme, der er opdelt i ejerlejligheder, er det ejerne af de
enkelte ejerlejligheder, der er medlem, med mindre andet er tinglyst på
ejendommen.
§ 4 - Medlemmernes rettigheder.
Selskabets medlemmer har ret til at blive forsynes med
vand på de vilkår, der er fastsat i det af Kalundborg Kommune fastsatte
regulativ.
Ved indmeldelse udleveres vedtægter, regulativ og
gældende takstblad.
§ 5 - Medlemmernes forpligtelser og hæftelser i øvrigt.
Ethvert medlem indtræder
med alle de rettigheder og forpligtelser, der fremgår af vandværkets
regulativ og takstblad - herunder betaling af anlægsbidrag, samt af
nærværende vedtægter.
Såfremt et medlem
overdrager sin ejendom, er medlemmet - ved dødsfald medlemmets bo -
forpligtet at drage omsorg for, at den nye ejer indtræder i medlemmets
forpligtelser over for selskabet. Når selskabet modtager meddelelse om
ejerskifte, ophører medlemmets rettigheder og forpligtelser over for
selskabet.
§ 6 - Udtræden af selskabet.
Udtræden af selskabet kan ske ved grundens ophør som
selvstændigt matrikelnummer, eller hvis ejendommen overføres til andet
forsyningsområde.
Såfremt en grund ophører som selvstændigt matrikelnummer,
afbrydes stikledningen fra forsyningsledningen, og medlemmet udtræder af
selskabet. Ved udtræden kan der ikke udbetales eller udloddesandel i
selskabets formue, ligesom eventuelle omkostninger afholdes af medlemmet.
§ 7 - Levering til ikke-medlemmer (købere).
Institutioner - som ifølge deres natur - eller ejere af
enkelte ejen-domme - som ifølge særlige omstændigheder - ikke kan være
medlemmer, vil mod en af bestyrelsen fastsat afgift - kunne få leveret vand.
Sådanne købere skal forpligte sig til at overholde vandværkets vedtægter og
regulativ.
Det samme gælder distributionsforeninger/selskaber, der
helt eller delvist dækker deres leveringspligt ved køb fra selskabet.
Bestyrelsen fastlægger i hvert enkelt tilfælde vilkårene
for sådanne vandleverancer.
§ 8 - Generalforsamling.
Generalforsamlingen er selskabets højeste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i maj måned.
Indkaldelse til generalforsamlinger, såvel ordinære som
ekstra-ordinære. sker med mindst 14 dages varsel ved særskilt meddelelse til
hvert medlem eller ved annoncering i lokal avis med angivelse af dagsorden.
Med samme varsel som indkaldelsen skal der på vandværkets
hjemmeside fremgå årsregnskabet samt budgettet for det kommende år.
Forslag skal for at kunne behandles på ordinær
generalforsamling, afgives til bestyrelsen senest den 1. maj.
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst
omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning.
3. Det reviderede regnskab forelægges til
godkendelse.
4. Budget og takster for det/de kommende år forelægges
til orientering.
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen.
7. Valg af revisorer og revisorsuppleanter.
8. Eventuelt.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af
bestyrelsen.
Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes, når
mindst 30 med-lemmer fremsætter skriftlig forlangende herom til bestyrelsen,
ledsaget af en skriftlig dagsorden.
I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes
inden to måneder efter modtagelsen af den skriftlige begæring, og
dags-ordenen skal udsendes med indkaldelsen.
De på generalforsamlingen trufne beslutninger indføres i
referat, der underskrives af dirigenten.
§ 9 - Stemmeret og afstemninger.
Hvert medlem har én stemme, uanset vedkommende ejer flere
ejendomme.
Et medlem kan afgive stemme ved skriftlig fuldmagt. Et
medlem kan dog udover egen stemme kun afgive yderligere én stemme ved
fuldmagt.
Ethvert medlem kan kræve hemmelig afstemning. Købere i
henhold til §7 har ret til at overvære generalforsamlingen og har taleret,
men ingen stemmeret. Afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed.
Forslag til vedtægtsændringer kan kun vedtages, når
mindst 2/3 af de stemmeberettigede er til stede, og når mindst 2/3 af disse
stemmer for.
Er kun den anden af disse betingelser opfyldt, kan
forslaget vedtages på en efterfølgende ekstraordinær- eller næste års
ordinære generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer, uanset antallet af
fremmødte stemmeberettigede.
§ 10 - Bestyrelsen.
Selskabets bestyrelse består af 5 medlemmer, valgt blandt
medlemmerne for 2 år ad gangen, idet der hvert år på den ordinære
generalforsamling afgår skiftevis 2 og 3 medlemmer.
Herudover er hvert år valgt 2 suppleanter, som ved afgang
fra bestyrelsen tiltræder efter opnået stemmetal. Sådanne
bestyrelses-medlemmer indtræder i det afgåede medlems resterende
valgperiode.
Genvalg til bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde
sted.
Bestyrelsen konstituerer sig selv. Den er
beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede.
Bestyrelsen kan til varetagelsen af den daglige drift ansætte fornødent
personale og ligeledes de efter dens eget skøn nødvendige udgifter til
administration, reparation og vedligeholdelse.
Bestyrelsen har ansvar for regnskabsførelsen og opstiller
årsregnskab og budget.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og fører
referat, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
Anlægsvirksomhed, der overstiger det vedtagne budget
incl. eventuelle henlæggelser, skal forelægges generalforsamlingen.
Bestyrelsen kan i tilfælde af overtrædelse af konkrete
påbud pålægge overtræderen en særafgift, som skal fremgå af takstbladet
§ 11 - Tegningsret.
Selskabet tegnes af formanden i forening med ét
bestyrel-sesmedlem.
Køb, salg af fast ejendom skal godkendes af en
generalforsamling.
Pantsætning af fast ejendom og ved udstedelse af
gældsbeviser kræves hele bestyrelsens underskrift.
Bestyrelsen kan meddele prokura.
§ 12 - Regnskab.
Selskabets regnskabsår løber fra den 1. januar til den
31. december.
Det årlige overskud, der måtte fremkomme efter
forsvarlige afskrivninger og henlæggelser, kan ikke udbetales til
medlemmerne.
Revision af regnskaberne foretages jfr.
generalforsamlingsbeslutning af de generalforsamlingsvalgte revisorer.
Årsregnskabet underskrives af revisorerne og bestyrelsen.
§ 13 - Opløsning.
Opløsning kan kun besluttes, såfremt 3/4 af samtlige
stemmeberettigede stemmer derfor. Dersom opløsningen vil kunne ske uden
indskrænkning i forsyningsmulighederne, f.eks. ved fusion med et andet
vandværk eller ved kommunal overtagelse, kan opløsningen dog besluttes efter
de i §9 angivne bestemmelser vedrørende vedtægtsændringer.
Den opløsende generalforsamling træffer afgørelse om
eventuelle aktivers anvendelse. Et eventuelt overskud kan ikke udloddes til
medlemmerne, men kan overføres til et andet selskab, der varetager samme
eller lignende formål som selskabet.
§ 14 - Ikrafttræden.
Selskabets vedtægter er sidst ændret på
generalforsamlingen den 7. maj 2005.
De træder i kraft den 7. maj 2005.
Træder i kraft 21. maj 2009.
Sign. Arne Kristensen, formand
Sign. Ane Pilmand, dirigent. |